Om DanBIF

Landskab med skov. Foto: Lars Skipper

DanBIF mobiliserer biodiversitetsdata

DanBIF varetager Danmarks medlemskab af Global Biodiversity Information Facility (GBIF). GBIF er det globale netværk for biodiversitetsdata. På GBIFs portal samles data fra hele verden om fund af dyr, planter, svampe og andre organismer. GBIF-data bruges bl.a. i forskning og naturforvaltning. 

DanBIF gør danske, færøske og grønlandske biodiversitetsdata tilgængelige på GBIFs portal. Datapunkterne kommer fra hele verden, hvor Danmark har indsamlet viden om biodiversitet og derfor er kilden til data.

DanBIF samler og vedligeholder en fortegnelse over samtlige arter i Danmark (Taxonbasen / Artsbogen i Arter.dk). 

DanBIF er en del af Sektionen for Digitale Samlinger under Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet. 

 

 

 

Det er ret ligetil at publicere data i GBIF. Der er kun nogle få obligatoriske kolonner for et datasæt, og visse data skal sættes op efter nogle format-regler, bl.a. dato- og stedsangivelse (geolokation). Til gengæld er der er næsten ingen grænser for detaljegraden af yderligere oplysninger (kolonner) man kunne ønske at dele om fundet (køn, antal, habitat, adfærd, prøvetagningsmetode etc.).

Der skal også forfattes nogle linjer, der i ord beskriver lidt om datasættet, hvordan det er skabt og af hvem.

Når data er klar og kvalitetssikrede, så publiceres de i GBIF.org med hjælp fra DanBIF. Hvis data vedrører fund i Danmark, vil de som oftest kunne synkroniseres til visning på Arter.dk også.

Du bevarer alle rettigheder til dine data og kan til hver en tid levere en opdateret version af datasættet til GBIF.

DanBIF har en Github Wiki, der indeholder flere detaljer og skabelon til opstilling af data.

Wikien har to spor, man kan vælge imellem at følge, afhængigt af hvor erfaren man er med at opstille data, og i hvor høj grad man enten vil følge en skabelon og opstille data selv, eller man har brug for hjælp til overhovedet at komme i gang.

 

 

 

 

 

DanBIF har følgende overordnede arbejdsopgaver og ansvarsområder:

  • Repræsentation af Danmark i GBIF Governing Board og Nodes-samarbejdet.
  • Sikre et aktivt medlemskab i GBIF Nodes-samarbejdet med fokus på at varetage interesserne for danske brugere af, og bidragsydere med, data i GBIF.
  • Drift af den nødvendige IT-infrastruktur til deling af data i GBIF.
  • Kuratere eksisterende datasæt der deles i GBIF.
  • Opfylde DanBIFs ansvar i Arter.dk:
    1. Relevante GBIF-data om Danmark vises på Arter.dk.
    2. Arter.dk-brugeres artsfund og myndigheders overvågningsdata deles i GBIF.
    3. Taxonbasen, den autoriserede liste over hvilke arter der forekommer i Danmark, vedligeholdes med inddragelse af netværk af taxoneksperter. Listen publiceres i GBIF.
  • Bidrage til DaSSCo ved at mobilisere datasæt fra danske naturhistoriske samlinger i GBIF.
  • Medvirke til at flere datasæt fra en mængde forskellige, ikke-museale, kilder (bl.a. foreninger, atlasprojekter, overvågnings- og forskningsprojekter) – publiceres i GBIF*
    * DanBIF yder fortsat assistance til klargøring og kvalitetssikring af data. Med de begrænsede ressourcer i DanBIF vil større opgaver dog nødvendiggøre en medfinansiering fra dataejeren, fx ved inklusion af DanBIF-arbejdstid i en fondsansøgning fra dataejer.

 

 

Baggrund

DanBIF er det danske knudepunkt for den internationale organisation GBIF - Global Biodiversity Information Facility. GBIF og DanBIF blev oprettet i 2001 med det formål at sikre, at forsknings- og forvaltningsrelevant information om biodiversitet er frit tilgængelig i både national og international sammenhæng. Dette opnås i kraft af en fælles indsats fra de lande og organisationer, der er medlem af GBIF. Danmark er gennem DanBIF ”voting member” af GBIF og har derigennem indflydelse på udviklingen af GBIF.

GBIF samler data fra hele verden omkring observationer og indsamlinger af arter, deres placering og tidspunkt for fundet. Dette foregår ved at nationale knudepunkter som DanBIF kanaliserer landets dataholderes data videre til GBIF. DanBIF rangerer højt blandt data-bidragsydere til GBIF - se aktuelt antal dataposter og datasæt her. Dette er opnået ved, at DanBIF har hjulpet forskere, organisationer, virksomheder, foreninger og private personer med at dele deres biodiversitetsdata på GBIF. 

Organisation og finansiering

Uddannelses- og Forskningsministeriet finansierer Danmarks årlige kontingent til GBIF samt deltagelse af Danmarks repræsentant i GBIF Governing Board.

DanBIFs rolle i dansk biodiversitetsinformatik har varieret over årene, og har fulgt den digitale udvikling og dens strømninger:

I årene 2001-2013 var DanBIF’s fokus på at bidrage både med data til GBIF; men også at deltage aktivt i udviklingen af GBIF – både organisatorisk og funktionsmæssigt. Tillige havde DanBIF som mål at højne vidensniveauet og engagementet i biodiversitetsinformatik, bl.a.  med afholdelse af internationale konferencer og organisering af et nationalt netværk omkring data om biodiversitet. I denne periode var DanBIF finansieret af det daværende Frie Forskningsråd | Natur & Univers samt Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. En bestyrelse med relevante nationale universitets-interessenter stod bag arbejdsplaner og aktiviteter organiseret og udmøntet af DanBIF-sekretariatet.

I 2013 indgik Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, Science and Technology ved Aarhus Universitet og Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet en samarbejdsaftale om i fællesskab at finansiere DanBIF-knudepunktet. En bestyrelse stod stadig bag DanBIF-sekretariatets aktiviteter. I disse år var kerneydelserne:

  1. Mobilisering af dansk husede biodiversitetsdata for deling i GBIF.
  2. Deltagelse i GBIF-fællesskabet, udbredelse af brugen af GBIF-data og formidling om GBIF og DanBIF.
  3. Organisering af den autoriserede liste over arter der forekommer i Danmark – Allearter.dk.

Fra 2017 har DanBIF tillige været dybt involveret i udvikling og iværksættelse af den nationale artsportal Arter.dk, herunder at det tidligere Allearter.dk er videreført som den taxonomiske rygrad i Arter (kaldet Taxonbasen).

Fra og med 2022 er DanBIF indlejret i sektionen for Digitale Samlinger under Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet. Som konsekvens af det er den gamle organisationsmodel for DanBIF, inklusive bestyrelsen, afviklet. DaSSCo og projektet Arter.dk’s organisationer indeholder styregrupper og netværk på tværs af Danmark, som dækker de relevante interessenter fra den naturhistoriske museale side, over forskning, miljøovervågning, og interesseorganisationer, til den naturinteresserede borger i Danmark. DanBIF’s engagement i disse initiativer sikrer derfor en øget demokratisering af data om dansk biodiversitet.

DanBIFs nuværende arbejdsopgaver og ansvarsområder er vist andetsteds i fold-ud-menuen her på siden.